Udvikling af fremtidens elnet

TREFOR arbejder for en stabil og fremtidssikret elforsyning i Trekantområdet og på Bornholm. Den grønne omstilling og det stigende elforbrug nødvendiggør en ny tilgang til udviklingen af elnettet, ud fra erkendelsen om at fremtidens elnet ikke kan bygges med nutidens metoder, hvis det skal passe til samfundets behov i de kommende år.

Udviklingsplaner for Trekantområdet og Bornholm

TREFOR El-net og TREFOR El-net Øst står over for en stor opgave med at reinvestere og udvide elnettet, så det kan imødekomme den stigende efterspørgsel på elektricitet. Som elnetselskab har TREFOR en afgørende rolle i at understøtte den grønne omstilling med rettidig og effektiv udbygning af elnettet. Denne modernisering er nødvendig for at sikre en fortsat stabil elforsyning i takt med, at flere borgere og virksomheder skifter til elbiler, varmepumper og andre elektriske løsninger.

Netudviklingsplanen giver et bud på hvor mange nye 60/10 kV stationer vi forventer at skulle etablere i betragtningsperioden for at kunne understøtte udviklingen i forbruget - men placeringerne og udbygningsårene er behæftet med stor usikkerhed, da det vil afhænge af hvor i forsyningsområdet kunderne placerer sig.

Vi er desuden i tæt dialog med Energinet, kommuner, myndigheder og virksomheder for at sikre, at udvidelsesplanerne matcher de faktiske behov og udviklingstendenserne i vores forsyningsområder.