I nærmeste fremtid kan det blive til drikkevand i hanen, hvor de nye drikkevandsboringer på sigt leverer op 250.000 liter vand i timen. TREFOR Vand har været på jagt efter drikkevand i Middelfart og omegn siden 2017, og forventer at kunne forsyne Middelfart by med vand fra et fremtidigt vandværk fra sommeren 2025.
TREFOR opfører boringshuse
For at kunne pumpe grundvand op fra en dybde på omkring 65 meter, og på sikker vis sende vandet videre til vandværket, bliver der opført fire boringshuse, der beskytter adgangen til de underjordiske vandboringer.
Et boringshus er ca. 4 m2 stort og indeholder hygiejnezone og serviceplads, hvor TREFORs teknikere udfører opsyn og udtager regelmæssige vandprøver. Arbejdet med at etablere boringshusene med vandledninger, strøm og fibernet, samt anlægge adgangsveje og servicepladser forventes at være færdig ved udgangen af 2023.
Nedgravning af hovedledning
Mellem de fire boringshuse nedgraver TREFOR vandledninger, som skal mødes i et samlingspunkt ved Lybækvej. Fra Lybækvej skal der herefter etableres en 15,5 kilometer lang hovedledning, som skal føre vandet frem til det kommende vandværk.
Den 15,5 km lange hovedledning, med en diameter på 400 mm, har en anlægsperiode på knap 1,5 år. Anlægsarbejdet af hovedledningen bliver påbegyndt i september 2023.
Den gode vandkvalitet er vigtig
Borgere og virksomheder i blandt andet Middelfart skal have adgang til drikkevand af høj kvalitet og i tilstrækkelig mængde. Det er TREFOR Vands opgave at fremtidssikre forsyningen af drikkevand i hele Trekantområdet, og det er kildepladsen ved Brenderup en del af.
Grundvandet er vores kilde til det gode drikkevand. I Danmark er vi, som udgangspunkt, stolte over vores drikkevand, som vi beskytter mod forurening frem for at rense. Derfor er den gode vandkvalitet vigtig at passe på.
Vandindvindingstilladelse er nødvendig
Det kræver en indvindingstilladelse at indvinde grundvand. På den måde sikrer vi kvantiteten af grundvandet. TREFOR har ansøgt Middelfart kommune om indvindingstilladelse, som på nuværende tidspunkt er i høring.
TREFOR Vand dækker hovedparten af vandforsyningen til Middelfart by, hvor forbrugerne tapper knap en million kubikmeter drikkevand årligt i runde tal. I 2045 forventer vi, at forbruget i Middelfart by er omkring 1,5 million kubikmeter.
Faktaboks om Brenderup kildeplads
- Den første prøveboring blev udført i november 2018 med gode resultater.
- To prøveboringer fulgte i marts 2019, og den sidste blev udført i oktober 2021.
- Etablering af kildepladsen ved Brenderup med boringshuse med vandledninger, strøm og fibernet, samt adgangsveje og servicepladser forventes at være færdig ved udgangen af 2023.
- De nye drikkevandsboringer skal på sigt forsyne et nyt vandværk i Middelfart med en samlet vandmængde på op til 250.000 liter vand i timen.
- TREFORs nye vandværk forventes færdigt i sommeren 2025.
Efterspørgslen efter drikkevand er stigende
Processen med at bore ned i undergrunden, finde grundvandet og pumpe det ud til forbrugerne er ikke længere så enkel. Vores grundvand er i dag udfordret på flere områder.
I takt med, at vi bliver flere indbyggere og boligerne bygges tættere på hinanden, øger vi presset på vores naturlige vandressourcer. TREFOR har i mange år lavet boringer efter vand i området omkring Middelfart. I Brenderup er der endelig fundet rigeligt grundvand af god kvalitet.