TREFOR indvier fjernvarmen i Almind
PRESSEMEDDELSER • 27-11-2023, 10:35
PRESSEMEDDELSER • 27-11-2023, 10:35
Et stort lokalt engagement har blandt andet være medvirkende til, at 250 husstande som de første i Almind kan blive koblet på områdets nye fjernvarme.
”Det er den første milepæl i et stort varmeprojekt, som vi nu har nået. Lokalt har der været et stort ønske om at kunne skifte for eksempel olie- og gasfyr ud med fjernvarme, og uden den opbakning var det ikke blevet gennemført. Derfor vil vi meget gerne markere indvielsen af den første etape sammen med lokalområdet, siger Charles Nielsen, direktør i TREFOR Varme.
Indvielsen foregår i Almind Forsamlingshus den 30. november, og beboere i Almind, Viuf, Vester Nebel, Gravens og Ågård er velkomne til at deltage og høre om planerne for den videre udrulning af fjernvarmen i området.
Et fælles projekt
Ejerne af 1800 ejendomme og bygninger i Almind, Viuf, Vester Nebel, Gravens og Ågård har fået tilbuddet om at blive tilsluttet den kommende fjernvarme. Da gravemaskinerne gik i gang i foråret 2023, havde mere end 60 procent af de lokale husejere sagt ja tak til fjernvarmen.
”Det er rigtig mange mennesker, som er blevet enige om, at fjernvarmen er vejen frem. Hele projektet er blevet til ved fælles hjælp, og er et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre, når vi går sammen om det,” siger Charles Nielsen.
Blandt andet efter ønske fra Den Lokale Fjernvarmegruppe blev der lavet en ordning, hvor boligejere kan betale udgifterne til at blive tilsluttet fjernvarmen via et abonnement.
”For den enkelte boligejer kan det være en stor udgift at skifte til fjernvarme. Derfor er vi meget glade for abonnementsløsningen, der giver endnu flere mulighed for at skifte fossil opvarmning som olie og gas ud med fjernvarme, der er et langt grønnere alternativ”, siger Preben Boye Jørgensen fra Den Lokale Varmegruppe.
Hos 43% af de tilmeldte ejendomme har ejerne valgt abonnementsløsningen for at blive tilkoblet fjernvarmen.
TREFOR Varme forventer, at projektet, der skal levere fjernvarme til de 1.100 husstande, koster 250 millioner kroner. Derudover investerer TVIS 50 millioner kroner i ledninger og veksler for at kunne forsyne områderne med varme.
Plan for fjernvarmen
Tid og sted:
Torsdag den 30. november 2023 kl. 16.00 til 17.30
Almind Forsamlingshus, Vestergade 12 i Almind
På mødet deltager:
Charles Nielsen, direktør i TREFOR Varme
Lars Schmidt fra Den Lokale Varmegruppe
Jørgen Chemnitz, formand for Natur, Miljø og Klima, Kolding Kommune
Søren Peschardt, formand for Klima- Natur- og Miljøudvalget, Vejle Kommune