Stor interesse for at stille op til bestyrelsesvalg i TREFOR El-net Øst

PRESSEMEDDELSER • 10-02-2022, 13:00

TREFOR El-net Øst skal have valgt to forbrugerrepræsentanter til bestyrelsen i firmaet. 20 kandidater har meldt sig klar.

Bornholm står midt i en historisk elektrificering og grøn omstilling, og med øens igangværende grønne forskningsprojekter og planer om etablering af en energi-ø, er Bornholm et omdrejningspunkt for omstillingen i hele Danmark.

Det er med andre ord et historisk afgørende tidspunkt at have et veldrevet elnet til at understøtte udviklingen.

Det tyder det på, bornholmerne er helt klar over:

Til marts er der valg for at få besat de to poster i bestyrelsen i TREFOR El-net Øst, der er dedikeret til forbrugerrepræsentation. 20 kvalificerede kandidater har meldt sig på banen.

”Vi er utroligt beærede over at så mange kompetente bornholmere har valgt at stille sig til rådighed for bestyrelsesarbejdet i TREFOR El-net Øst,” siger Charles Nielsen, direktør i TREFOR Infrastruktur, som TREFOR El-net Øst hører under. TREFOR-selskaberne er ejet af EWII.

Charles Nielsen fortæller videre:

”Ikke blot er der mange kandidater – men de, der nu er opstillet, er samtidig meget kvalificerede og har en bred spændvidde i kompetencer og baggrund,” siger Charles Nielsen, og fortæller, at der er både direktører, elektrikere, gårdejere og en tømrermester blandt kandidaterne.

”Der er en god, mangfoldig vifte både af kompetencer og holdninger, så vi er naturligvis meget spændte på at se, hvilket valg, bornholmerne træffer,” siger han.

Mød kandidaterne i Green Solution House i Rønne

Der bliver åbent for stemmeafgivelse 1. marts, så de 28.808 husstande på Bornholm kan vælge, hvilke repræsentanter, de ønsker i bestyrelsen. Alle stemmeberettigede husstande modtager i ugen op til valget et brev med en stemmekode, som skal anvendes ved afstemning på trefor.dk/valg. For privatpersoner vil det i øvrigt være muligt at stemme med sit personlige Nem-ID.

For at give bornholmerne mulighed for at møde kandidaterne, afholder TREFOR El-net Øst et valg-event med deltagelse af kandidaterne.

Eventet bliver holdt d. 23. februar kl. 19.00-21.00 i Green Solution House i Rønne – det er et åbent event, og alle er velkomne.