Kom og se hvor fjernvarmen kommer fra

Hvis du er en af dem, der ikke ved hvor fjernvarmen kommer fra, så kan du få svaret, når TREFOR Varme inviterer til Varmens Dag den 3. februar. Her åbner TREFOR Varme dørene til Varmecentral Øst, Kolding Åpark 5 i Kolding. 

Dagen er fuld af konkurrencer for både små og store – og du kan blive klogere på, hvorfor fjernvarme bliver mere og mere eftertragtet som varmekilde.

De fleste vil nok sige, at varmen kommer fra radiatoren. Men hvordan kommer varmen så derind? Det og meget andet kan du få svar på, hvis du deltager i Varmens Dag søndag den 3. februar. Her åbner TREFOR Varme dørene på Varmecentral Øst, Kolding Åpark 5, hvor alle interesserede kan slå vejen forbi mellem kl.10.00-14.00.

Miljøvenligt og populært

De seneste statistikker viser, at fjernvarme bliver mere og mere populært i Danmark. Det er der flere årsager til, og en af dem handler om miljøet. 

”Fjernvarme er en miljøvenlig opvarmingsmetode. Og vi leverer varme fra Skærbækværket, Energnist og overskudsvarme fra Shell Raffinaderiet i Fredericia. Den grønne profil tiltrækker flere og flere kunder”, siger Helge S. Hansen, som er Varmeforsyningschef hos TREFOR Varme. 

Danmark er et af de lande i verden, der er allerlængst fremme med fjernvarme, men for mange er fjernvarme også noget, som ’bare er der’, når man skruer på termostaten. Hos TREFOR Varme vil man gerne fortælle om fjernvarmens historie, og hvordan fjernvarmen påvirker samfundet og den enkelte husstand.

”For os er det vigtigt at fortælle historien om, hvor varmen kommer fra, hvordan kunderne får fjernvarme, og hvordan fjernvarmen kan gavne i kundens varmebudget. Samtidig er det vigtigt for os at fortælle om det miljømæssige perspektiv, som fylder mere og mere i samfundsdebatten”, siger Helge S. Hansen.

Er du lige så nysgerrig som Mulle?

Børns læring om energi er vigtig for TREFOR Varme. Derfor kan alle børn stifte bekendtskab med Mulle Muldvarp til Varmens Dag. Muldvarpen Mulle er hovedperson i en bog, hvor de mindste kan lære om fjernvarme. I bogen støder den nysgerrige Mulle på et mystisk rør i jorden. Heldigvis kan hans ven Regnar Regnorm hjælpe med at opklare, hvor røret kommer fra. Besøgende har mulighed for at få bogen om Mulle Muldvarp med hjem. 

Undervejs bliver der også mulighed for at se og diskutere, hvordan et varmeanlæg ser ud, og hvis du tager billeder med af dit eget fjernvarmeanlæg, kan du blive klogere på hvordan dit anlæg virker. Alle besøgende kan få stillet sulten, ligesom TREFOR Varme byder på kaffe, te og sodavand. 

TREFOR | 16-01-2019.

Til top