Renovering af Langelinie i Vejle

Beboerne i Trekantområdet har noget af Danmarks reneste vand. Men det kommer ikke af sig selv – vandforsyningen skal vedligeholdes, og nu er turen kommet til Langelinie i Vejle.

Fra næste uge renoverer områdets vandforsyningsselskab, TREFOR Vand, en ældre, stor hovedledning fra 1956. Der er tale om den vandledning, der løber mellem de to vandtårne Nørremarken og Søndermarken.

Beboerne på strækningen kan forvente noget gravearbejde, men der bliver naturligvis taget mest muligt hensyn til borgerne i planlægningen. Således planlægger TREFOR Vand, sammen med Vejle Kommune, at dele af arbejdet bliver udført som opgravningsfri renovering, og så meget som muligt bliver skemalagt til at foregå om natten.

Det er anden gang, TREFOR Vand arbejder på Langelinie, da der i 2016 ligeledes var en vandledning, der skulle opgraderes. Arbejdet vil ikke påvirke vandet i hanerne til forbrugerne på Langelinie.

Det forventes, at arbejdet vil strække sig over ugerne 41 – 45

 
Til top