Kasper finder energibesparelser på vandværket

Kasper Retvig Jensen læser til Maskinmester på uddannelsens niende og sidste semester. Som en del af sin uddannelse var Kasper i praktik hos TREFOR Vand, inden han for nylig gik i gang med at skrive sin bacheloropgave.

Besøg på vandværk

Forud for opgaveskrivningen havde Kasper undersøgt, om TREFOR Vand kunne spare på energien på Follerup Vandværk i Fredericia, uden det gik ud over vandkvaliteten. Resultaterne af hans arbejde er indtil videre positive og kan fremadrettet give stor værdi for vandforsyningen.

”I fjorten dage har jeg stort set boet på vandværket. Jeg har lavet mange beregninger på, hvordan vi kan spare på energien. Efterfølgende har jeg testet, hvordan vi praktisk kan justere på fx iltningsprocessen. Jeg har indsamlet resultaterne løbende, og de er gode. Men jeg er ikke helt færdig endnu,” forklarer Kasper Retvig Jensen. 

Undersøger konkret problem

Kaspers vej ind i vandforsyningen er gået gennem en elektrikeruddannelse, arbejde på søen, en periode hvor han var bosat på Grønland og endelig den Maskinmesteruddannelse, som han nu til januar færdiggører på Fredericia Maskinmesterskole. Hans meget praktiske baggrund kombineres nu med en hverdag, som kræver grundige analyser og fordybelse i arbejdet på en anden måde, end han er vant til.

”Store koncerner har altid tiltrukket mig, fordi de har så mange kompetencer samlet. Hos TREFOR Vand får jeg lov til at undersøge en helt konkret problemstilling. Undervejs sparrer jeg meget med mine kolleger, som har mange års erfaring fra branchen. Jeg kan mærke, at de også synes min opgave er spændende og brugbar”, siger Kasper. 

Udfordret branche

Praktikanter som Kasper hænger ikke på træerne. Faktisk er opfattelsen hos TREFOR Vand, at branchen generelt har lidt vanskeligt ved at tiltrække unge studerende og rekruttere medarbejdere. Derfor er det vigtigt at få studerende ud og opleve hverdagen hos TREFOR Vand.

"De studerende er meget velkomne hos TREFOR Vand og hos de øvrige områder i TREFOR Infrastruktur, som også inkluderer TREFOR Varme. Vi har gode erfaringer med praktikanter, og tilbagemeldinger fra dem signalerer også, at vi er en interessant arbejdsplads. Måske er vandbranchen for anonym i forhold til rekruttering. Men med Kaspers historie kan vi både vise, at vi tilbyder konkrete udfordringer til de studerende og en arbejdsplads, hvor man kan lære og udvikle sig i en spændende hverdag", siger Charles Nielsen, som er direktør for Infrastruktur, TREFOR.

TREFOR | 12-11-2018.

Til top