TREFOR Vand opretholder kogeanbefaling lidt endnu

- men er positive efter nye testresultater.

Fredag aften udstedte TREFOR Vand en kogeanbefaling for borgerne i Kolding Syd. Anbefalingen gælder for alle vandselskabets kunder i Kolding Syd på alle adresser syd for Kolding Å og Kolding Fjord og var en reaktion på nogle testresultater fra et vandværk i Kolding, der oversteg grænseværdien for coli-bakterier – formentlig jordbakterier. 

I dag har TREFOR fået foretaget nye test fra samme vandværk, og de første resultater er nu kommet ind. Det ser indtil videre positivt ud, lyder det: 

”Det er vigtigt at understrege, at situationen er uændret. Vi opretholder kogeanbefalingen for nuværende. Men når det er sagt, så kan jeg fortælle, at vi har brugt dagen på at tage nye prøver for at se, om vi er lykkes med at få isoleret og renset vandet,” fortæller vandforsyningschef i TREFOR Vand, Lars Skjerning og fortsætter:
”Vi har fået de første prøver ind, og de er rene, og som de skal være. Det er meget positivt.”

TREFOR Vand har i samarbejde med Trekantsområdets Brandvæsen valgt at opretholde anbefalingen alligevel, ud fra et forsigtighedsprincip:
”Vi får resultater fra de sidste prøver ind i morgen, og dem vil vi gerne se, inden vi ændrer på anbefalingen,” lyder det.

Det hører til sjældenhederne, at der bliver udstedt en kogeanbefaling, og det er Lars Skjerning da også ærgerlig over var tilfældet fredag:

”Det er en rigtig kedelig meddelelse at skulle give borgerne. Vi hos TREFOR Vand er enormt taknemmelige for, at borgerne har fulgt anvisningerne og hjulpet med at sprede budskabet, selvom vi er klar over, at det er til gene for dem. Nu beder vi om, at folk fortsætter de gode takter en kort stund mere, så vi er helt, helt sikre på, at vandet igen lever op til de høje standarder, vi er vant til i Kolding,” siger Lars Skjerning. 

Han henviser til trefor.dk eller TREFORs Twitter-profil for at holde sig opdateret.
”Og så sender vi de næste testresultater ud, lige så snart, vi har dem.” 

 

Hvad er et koge-påbud?

Myndighederne kan vælge at pålægge vandforsyningerne at udstede et kogepåbud, hvis der er risiko for, at vandet i dit område er forurenet. Det betyder, at fagfolk anbefaler, at borgere koger vandet, inden det drikkes eller bruges til madlavning.

To minutters kogning dræber bakterierne i vandet. Kogepåbuddet opretholdes indtil nye prøver viser at forureningen er ophørt. Vandet må gerne bruges til tøjvask og rengøring, og til personlig hygiejne, så længe vandet ikke kommer i munden.

Hold øje med trefor.dk eller følg TREFOR på Twitter for de nyeste opdateringer om situationen.

i tvivl?

TREFOR Vand udstedte fredag aften en kogeanbefaling, der gælder alle borgere i Kolding syd med bopæl syd for Kolding Å og Kolding Fjord – og som er kunder hos TREFOR Vand.

Er du i tvivl om din bopæl er omfattet af TREFOR Vands anbefaling, så kan du tjekke ved at se på din vandregning. Her står, om du er kunde hos TREFOR Vand, og dermed forsynes med vand herfra - eller om du er kunde hos et mindre, lokalt vandselskab. Borgere, der bor i området, men som får vand fra andre vandselskaber, er ikke omfattet af kogeanbefalingen. 

På oversigtskortet på Driftsinfo kan du desuden søge din adresse frem og se, om din bopæl er i det berørte område.

Vi anbefaler, at du tjekker trefor.dk og TREFORs Twitter-profil for at få de nyeste opdateringer.

Til top