Borgere i Kolding Syd kan igen drikke vandet

 

Det er nu igen sikkert at drikke vandet i Kolding Syd, lyder det fra TREFOR Vand, der søndag derfor meddeler, at en gældende koge-anbefaling for alle kunder ved TREFOR Vand bosat i Kolding syd for Kolding Å og Kolding Fjord, nu er ophævet.

Myndighederne udstedte kogeanbefalingen fredag aften på baggrund af testresultater, der viste forekomster af colibakterier – formentlig jordbakterier – over de tilladte grænseværdier. Testresultaterne kom fra et af selskabets tre vandværker i Kolding.

"Fredag og lørdag har vi brugt på at teste, teste og dobbeltteste vandet fra det berørte vandværk, på adskillige adresser. Nu har vi de sidste testresultater inde, og alle resultater viser, at vandet nu har samme høje niveau, som det skal have," lyder det fra vandforsyningschef i TREFOR Vand, Lars Skjerning.

"Det er glædeligt, at myndighederne nu vælger at ophæve kogeanbefalingen for Kolding Syd," siger han.

Årsagen til forureningen er endnu ikke klarlagt, og det er næste skridt at få det på plads, lyder det fra vandforsyningschefen:

"Over weekenden har vi haft fuld fokus på at teste og rense rørene, så vi hurtigst muligt har kunnet ophæve kogeanbefalingen, så borgerne igen kan drikke vandet fra hanen. Det er sket nu, og derfor skal vi nu undersøge til bunds, hvad der er årsagen til, at vi fik overskridelser af grænseværdierne i fredags," siger han.

Det er første gang i 17 år, TREFOR Vand har set sig nødsaget til at eksekvere en kogeanbefaling. Den sidste anbefaling var i Vejle i 2003.

 

Til top