Ida holder styr på vandkvaliteten

TREFOR Vand arbejder for at sikre, at det drikkevand, som hver dag leveres til mere end 50.000 husstande og erhvervslivet i Trekant-området har høj kvalitet.

En af dem, der arbejder intensivt med at sikre en høj vandkvalitet er Ida Langberg Balsby, som tidligere har været i praktik hos TREFOR Vand og nu er ansat. En af Idas opgaver er at finde sikre rensningsmetoder for pesticiderne Desphenyl-chloridazon og N,N-Dimethylsulfamid. De to typer pesticider er grunden til, at TREFOR Vand har lukket for Staurbyskov vandværk i Middelfart.

”I den senere tid er vi begyndt at teste for flere pesticider. Heriblandt de to, jeg lige nu udfører tests omkring. Det er en generel udvikling, der er sket indenfor branchen. Derfor stiller det krav til, hvordan vi skal teste vandet fremover. Der hvor lovkravet ikke kan overholdes, er det samtidig interessant at kigge på, hvordan vi kan udvikle metoder til at rense drikkevandet for pesticider”, siger Ida Langberg Balsby.

En sikker rensning af vandet

På Idas nyprintede eksamensbevis fra Aarhus Ingeniørhøjskole står der Bioteknologiingeniør. Og den viden, Ida har oparbejdet i laboratoriet, har hun taget med sig ud i ’den virkelige verden’ hos TREFOR Vand. Både i hendes praktikperiode og i sin efterfølgende ansættelse som barselsvikar.

”Hos TREFOR Vand er vi lige nu i gang med at undersøge, om vi kan bruge kul til at fjerne pesticider fra drikkevandet på Staurbyskov Vandværk. Kul er en sikker rensningsmetode, som vil gavne branchen og samfundet, hvis det lykkedes. Særligt fordi stigende mængder af pesticider truer det danske drikkevand”, fortæller Ida, som dog også lægger vægt på, at de mængder pesticider, som i dag findes i drikkevandet ofte er meget små.

Forsøgene med kul bliver udført på Staurbyskov Vandværk med Krüger A/S, hvor der sideløbende udføres et forskningsprojekt med DTU – Danmarks Tekniske Universitet. Vandværket er lukket, og leder ikke vand ud til forbrugere i øjeblikket.

Specialist i pesticider

Idas overordnede ansvar hos TREFOR Vand er kort sagt at sikre kvaliteten af drikkevandet. Derfor er hun ansvarlig for at tage vandprøver og vurdere, hvilke pesticider vandet skal testes for.

”Miljøstyrelsen udsteder krav om nogle af de pesticider, vi skal teste for. Men vi samarbejder også med øvrige forsyningsselskaber i Danmark for at være proaktive i vores tests. Derfor kan vi sagtens teste for pesticider, som der endnu ikke er krav om, at vi skal teste for. Det gør vi blandt andet, når vi laver nye boringer, hvor vi screener for cirka 400 forskellige pesticider og nedbrydningsprodukter. Den politiske debat kredser især om, hvordan vi kan lovgive mod sprøjtegift i f.eks. landbrugssektoren. Her er der ofte fokus på, hvor hurtigt sprøjtemidlerne bliver nedbrudt. Vi fokuserer i stedet på at vurdere, hvad sprøjtemidlerne bliver nedbrudt til, så vi kan undersøge om midlerne er i grundvandet. Samtidig prioriteres grundvandsbeskyttelse omkring boringerne højt”, siger Ida.

Praktikant ved et tilfælde
Ida landede som praktikant hos TREFOR Vand ved lidt af et tilfælde. Men hun har ikke fortrudt et sekund. 

”Fra dag et blev jeg taget seriøst. Alle mine kolleger har værdsat min nysgerrighed, og jeg har på fornemmelsen, at de især kunne lide, når jeg udfordrede dem ved at spørge ind til deres måde at gøre tingene på. Jeg har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at dele den viden, man har, med sine kolleger, og det synes jeg TREFOR Vand er rigtig gode til. Derfor har jeg fået et rigtig godt indblik i hele forretningen og branchen generelt”, lyder det fra Ida. 

Branchen lider måske lidt under at blive anset som kedelig og gammeldags, men det kan Ida ikke genkende.

”Ikke hos TREFOR Vand. Alle tænker nyt og tænker i udvikling. Det viser vores arbejde med vandkvalitet også. Vi skal tænke fremadrettet for at være på forkant med udviklingen, så godt vi kan. Det er en af de fornemste opgaver vi har i forsyningen”, slutter hun.

TREFOR | 01-03-2019.

Til top