Strømafbrydelser i elnettet: Her er planen

Elnettet står foran en større makeover. Hovedparten er bygget for årtier siden, og i takt med, at samfundet bliver mere og mere elektrisk, med elbiler og varmepumper, bliver elnettet tilsvarende mere og mere uundværligt.

Det mærker borgerne, når strømmen går i Trekantområdet, hvor TREFOR El-net er ansvarlig for elnettet.

TREFOR El-net vedligeholder og udskifter løbende elnettet – men hvordan ser overordnede plan egentlig ud? Og tager den højde for, at der er områder, hvor der har været flere afbrydelser?

”Ja, vi tager højde for det hele,” siger elforsyningschef i TREFOR El-net, Per Sørensen. ”Vi har en langsigtet plan for, hvilke anlæg, der skal skiftes, vedligeholdes og udbygges.”

Den plan vil TREFOR El-net gerne dele med borgerne, forklarer Per Sørensen.

”Vi får indimellem spørgsmål angående vores anlæg, og derfor vil vi gerne være åbne omkring de planer, vi har, for vores fælles el-net i Trekantområdet.”

I planen indgår samtlige ledninger, kabelskabe, netstationer og transformer-stationer i de fem kommuner, som TREFOR El-net har ansvaret for. Det er Vejle, Kolding, Fredericia, Middelfart og Vejen kommuner.

”Vi vælger, hvilke anlæg, der næste gang skal skiftes ud fra en vurdering af anlæggenes alder, tilstand, antal kunder, der er tilsluttet anlæggene, hvor mange tidligere fejl, der har været i de specifikke anlæg og hvis der er særlige kritiske eller sårbare anlæg,” siger Per Sørensen.

I alt har TREFOR El-net 48 styk 60/10 kV transformerstationer, 2500 styk 10/0,4 kV netstationer, 5.500 kilometer kabelnet, 150 kilometer luftledning samt 35.000 kabelskabe i Trekantområdet.

Prioriterer by-områder og radialer med mange privatkunder tilknyttet 
I planen er der også et økonomisk hensyn at tage – kablerne skal ikke udskiftes, før de er udtjente. 

”Det er dyrt at etablere elnet. Så det er også et spørgsmål om at holde balancen mellem at udskifte rettidigt og sikre, at kabler og anlæg udnytter den rest-levetid, de har,” siger Per Sørensen.

Ifølge planen vil TREFOR udskifte 550 kilometer kabel, samt udskifte cirka 500 netstationer i løbet af de næste 10 år. I planen er der fokus på de områder, hvor et strømnedbrud vil have størst konsekvens for kunderne. Det gælder især i bymidter og på de områder, hvor der er mange kunder tilknyttet elnettet. Og så skal behovet fra den kommende elektrificering som ladestandere også tænkes ind i de udskiftninger, der gennemføres.

Det gælder blandt andet de kunder, der er tilsluttet station Ålegården i Kolding, der brød i brand i januar 2020, og igen i januar 2021. 

”Vi er opmærksomme på de særligt udsatte områder, som eksempelvis området ved Ålegården. Men at vi har lavet en prioritering her skal ikke forstås som, at vi ikke husker elnettet andre steder. Vi har fuldt fokus på at få udbedret og udbygget elnettet i hele Trekantområdet, så hurtigt, som det kan lade sig gøre,” siger Per Sørensen.  


For yderligere information kontakt venligst:
Elforsyningschef i TREFOR El-net, Per Sørensen, på 28 35 73 46

 

Spørgsmål ved strømsvigt

Som det først skal du tjekke, om der er andre end dig der mangler strøm. Hvis dine naboer også mangler strøm, er det sandsynligvis en fejl på elnettet. Har du ikke modtaget en SMS om afbrydelsen, eller er der ingen oplysninger om afbrydelsen på trefor.dk, kan du kontakte din elleverandør. Din elleverandør er det selskab, som du køber din strøm hos.
Hvis strømmen kun er gået hos dig, kan det skyldes, at din elmåler har været afbrudt. Det kan også være et defekt apparat, der har sprunget en sikring eller fået din HFI/HPFI relæ til at slå fra.
Hvis du oplever skader på dine apparater efter en strømafbrydelse, skal du kontakte dit eget forsikringsselskab.

Hvis der er en lampe som lyser konstant rødt på elmåleren, skal du kontakte din elleverandør. Det fremgår af din elregning, hvem din elleverandør er.

Hvis der er en lampe, som blinker rødt, har elmåleren været fjernafbrudt, og du kan tænde den igen. 

Hvis en eller flere faser mangler, så kan du se, om der er strømafbrydelse i dit område på trefor.dk.

Hvis der ikke er strømafbrydelse, og du kun har én fase synlig og mangler helt eller delvist strøm, så skal du tjekke din sikringer.

 

Mangler du strøm til nogle af dine apparater, lys eller strøm i noget af din bolig, så er det måske en sikring, der er sprunget eller dit HFI/HPFI relæ, som er slået fra.

Start med at slukke alle apparater, der sidder i den gruppe, som sikringen dækker. Slå automatsikringen til igen eller udskift sikringen.

Tænd for apparaterne igen - ét ad gangen.

Hvis automatsikringen slår fra igen eller sikringen springer, så ved du, hvilket apparat der er i stykker. Sluk for det.

Tænd automatsikringen eller udskift sikringen igen, så skulle du gerne have strøm igen.

Slår automatsikringen stadig fra eller springer sikringen igen, så skal du kontakte en autoriseret elinstallatør.

 
Til top